24 dage til juleaften

Så er December måned så tæt på som den overhovedet kan komme! Herhjemme er vi kommet i julestemning og har haft huset pyntet op i en uges tid. Men det er først i morgen, d. 1. december der for alvor må julehygges. Kalenderlyset skal tændes og måske julemanden også har været forbi i løbet af natten. Ældste-sønnen har i hvert fald hængt julesokken op ved døren til værelset i håb om at der i morgen er en lille pakke. Herhjemme er julemanden drengenes mormor, som har sørget for 24 små kalendergaver. Så vores opgave er bare at huske at få en ny pakke i hver dag. Moderens dilemma er så lidt, hvornår der skal være en pakke i sokken, for jeg er ikke sikker på at det er en god ide hvis gaven er i sokken fra morgenstunden. Umiddelbart synes jeg klart det ville være det mest hyggelige, at det kommer til at være det første han gør om morgenen – men omvendt kan jeg også bare se en masse konflikter, da tiden jo er lidt presset om morgenen! Jeg tænker vi prøver det af, og ser hvordan det går – det skal jo helst heller ikke blive sådan at han vågner op om natten for at tjekke julesokken! Vi har rigeligt af natteroderi i forvejen.

At starte en ny tradition

I år bliver december måned speciel for vores familie – men speciel på den gode måde. Vi skal holde jul for første gang! Det er både første gang i vores nye hus men også bare generelt første gang vi selv skal holde jul. Tidligere har vi altid holdt jul, skiftevis hos vores forældre – men i år skal vores egne traditioner startes og vi glæder os!

Svigerfamilien kommer her og vi bliver i alt 12 mand til bords – 4 børn og 8 voksne. Vi skal have en god gammeldags og traditionel julemiddag med and og flæskesteg. Vi regner med 2 ænder, en i ovnen og en lavet på rotisseriet – ude på grillen. Flæskestegen er til ære for svigerfar og tilberedningen er endnu ikke helt afgjort.  Herudover skal vi selvfølgelig have det sædvanlige tilbehør som hvide kartofler, brune kartofler, en god og lækker andesauce og en waldorfsalat. Den med salaten er ny for mig, men en tradition jeg allerede holder af! Det er altså et frisk pust til en ellers tung julemenu.

Julebordet

Jeg har indkøbt en ny rød juledug som selvfølgelig skal i brug juleaften. Jeg tænker at holde julebordet i primært rød og guld – og så med hvide tallerkener. Jeg har været kreativ sammen med sønnike og lavet “bordkort” af selvhærdende ler. Vi lavede hjerter hvori vi har stemplet vores navne i. Resten af leret brugte vi til at lave små stjerner og juletræer, som kan ligge på bordet og pynte. Nu hvor leret er helt tørt, vil jeg spraymale det hele i guld – og optegne navnene med en sort tusch. Jeg håber det bliver rigtig fint – om ikke andet så tilføjer det i hvert fald lidt personlighed til bordet.

Det store gaveræs

Vi har i år prøvet at aftale noget nyt i forbindelse med julen. Os 8 voksne som skal holde jul sammen hos os, har aftalt at vi hver i sær skal købe en gave til én anden. Gaven er til en aftalt værdi på 300kr og vi har tilbage i oktober måned trukket lod om hvem der skulle købe til hvem – så det er der helt styr på. Herudover giver vi børnene en lille ting.

Eftersom vi er skilsmisse”børn” begge to, plejer der bestemt ikke at mangle gaver hverken til ungerne eller til os juleaften. Så også her glæder jeg mig til at prøve noget nyt – måske kan vi nå at sidde og snakke sammen og hygge os i stedet for at aftenen udelukkende handler om at få pakket alle gaverne op. Alle 4 børn er relativt små børn – så der er nok også nogle sengetider der skal holdes, eller de kan i hvert fald ikke holde til langt ud på aftenen så jeg tænker planen er at vi spiser (forholdsvis tidligt), går om juletræet og synger et par sange hvorefter børnene får lov at pakke gaver op.