Lille M på 5 måneder er så småt begyndt at smage på lidt andet end modermælk. Han begynder at være så bevidst nu, særligt når vi andre spiser, at jeg synes tiden var inde til han skulle prøve noget grød og noget som måske også kan mætte ham lidt længere end hvad han bliver af min mælk.

Med første arvingen havde vi gode erfaringer med forskellige typer af grød, så det var oplagt at starte ud med de samme til lillebror. Vi starter med at købe den “færdige” grød hvor der blot skal tilsættes vand. Jeg synes det er meget nemmere for lige at finde ud af hvad der fungerer. Herefter kan man nemt købe de meltyper som nu smager herren og derefter lave grøden selv.

Jeg startede derfor ud med at købe 2 af favoritterne fra storebror som var Sempers Majsgrød med mango + Arlas Baby & Me Hirsegrød med majs.

                                              

De 2 varianter er begge fra 4 måneder, da de ikke indeholder gluten. Lillebror har tydelig vis samme smag som storebror – og de er begge to et hit.
Udover den færdige grød har han også smagt lidt på kartoffelmos/pure med lidt gulerod. Det gled også overraskende godt ned.

Han har også prøvet at få lidt frugtmos – både af det færdiglavede på glas samt smoothies men også hjemmelavet hvor frugten lige har fået et opkog og herefter blendet med stavblenderen. Han har været vild med det hele – så det er nemt!

Så jeg tænker tidspunktet vi valgte at introducere ham for andet mad på, var helt perfekt. Han vokser godt og selvom det siges at være godt at fuldamme længere, så tror jeg nu også det er ganske fint for ham at få noget mad med mere gods i.

Derudover har vi i samme omgang introduceret ham for at skulle tage en flaske til aften. Både for at forsøge at mætte ham lidt længere – så han måske også sover lidt længere/tungere om natten – men også for at mor her kan være lidt mindre bundet herhjemme. Det første stykke tid var flasken absolut ikke noget hit, men nu begynder han langsomt at acceptere det.

Af modermælks erstatning har vi også valgt Arla – Baby & Me. Igen fordi vi havde gode erfaringer fra storebror – ingen problemer med maven eller andet. Herudover er det økologisk og dansk produceret, hvilket vi vægter højt!
Vi købte 1’eren da det aldersmæssigt passer til ham nu. Ved næste indkøb bliver det nok 2’eren som er fra 6 måneder og op.
På bagsiden finder man doseringen taget i forhold til barnets alder, så de små får det de har brug for.

Nu skal vi langsomt arbejde os op mod at flere amme-måltider bliver erstattet af frugt/grød/mos.