Det personlige julepynt

At pynte op til jul herhjemme var i år noget helt særligt. Første år i vores nye hjem, som fremover skal danne rammen om mange gode traditioner – herunder også juletraditioner. Derfor pyntede vi også allerede op til jul sidst i november. Mens vi gik og fandt plads til diverse julepynt, gik vi og snakkede om at det var helt specielt at pynte op her den første gang. Lige pludselig havde de forskellige ting ikke en fast plads i vores hjem – men vi skulle først til at finde ud af hvor julestjernen, hønissen osv. osv. skulle være.

Udfordringen i det nye hus er også de manglende vindueskarme, særligt set i forhold til opsætning af nisser osv. Så meget af vores julepynt er hængende enten fra loftet eller i vinduerne. Jeg har en del af Georg Jensens juleuroer, ikke fordi jeg decideret samler på dem, men de forskellige årstal jeg har juleuroer fra, er ret betydningsfulde årstal for mig/os. Jeg har f.eks. en fra det år manden og jeg mødtes og en fra hvert af årerne vi fik drengene. Derfor betyder de også noget særligt og er ikke bare juleuroer.

I år fik vi også lavet 2 juleudsmykninger som er nye for os.
Den ene er en troldegren, jeg har fået fra mine bedsteforældres have. Vi pyntede den med små stofnisser, messing ophæng samt nogle små
keramik ophæng vi havde liggende.  Herudover viklede vi en lille led lyskæde omkring med et svagt varmt lys. Måske ikke særlig moderne – men derimod personlig 🙂

Det andet som var nyt for os i år, var 2 enebær træer som vi tog med indenfor.
Her påsatte vi også en led lyskæde og stillede dem i blomsterskjulerne fra Søstre Grene, så de også kom lidt op i højden.

Vores 2 små kreationer startede ud med at være noget vi tændte sidst på eftermiddagen, for at slukke igen inden sengetid. Men efter få dage var lyskæderne tændt døgnet rundt, hvilket også skaber lidt ekstra julehygge, både om natten hvis der (tilfældigvis?) var nogen der skulle være oppe der 🙂 og særligt om morgenen når huset vågner.
Jeg er ret sikker på at disse 2 personlige julepynte-ting bliver fast inventar hos os i julemåneden – måske med små modifikationer hen af vejen.

Julepynt med en særlig historie

Udover juleuroerne fra Georg Jensen, har vi selvfølgelig også en del julepynt som har en helt særlig historie eller betydning for os.
Jeg vil kort lige vise jer de ting og knytte en enkelt kommentar til det.


Julestjernen fra Georg Jensen er en fødselsdagsgave fra mine bedsteforældre. Jeg fik dem til min fødselsdag i år – samme dag som vi havde barnedåb for den yngste. Jeg vil altid kunne huske og tænke tilbage på dagen hvor jeg fik den – og så har mine bedsteforældre bare en særlig plads i mit hjerte. Jeg har engang boet hos dem i et halvt års tid – men det er et sidespring og evt. et blogindlæg på et senere tidspunkt 🙂


Nissefar i sin gyngestol, er en gave fra drengenes farmor. Han kan trækkes op på bagsiden så han spiller Santa Claus is coming. Særligt den store elsker ham – og den mindste skal sikkert også synes han er spændende, måske til næste år. Desværre har han allerede mistet sine briller, da der var en lille pilfinger på spil 🙂


Hønissen er faktisk også en fødselsdagsgave – og også fra drengenes farmor. Det er ikke fordi jeg specifikt ønsker mig en masse julepynt til min fødselsdag (i september) men det er faktisk super hyggeligt at få en lille juleting der, som man ved kommer til at følge hjemmet de næste mange år. Denne lille høkasse med tilhørende hønisse står i vores gang ovenpå vores skoskab. Her kan hun vogte over gæsterne – og få sig en lille lur 🙂