Trænger du til et hurtigt smut væk – ud af de faste rammer? Længes du måske efter lidt ferie – men har ikke hverken tid eller penge til at tage syd på, så er en weekend eller nogle dage i Hamborg en rigtig god ide!

Familietur til Hamborg

Vi har flere gange været i Hamborg – med det eneste formål at slappe af. Man får tanket op på storby-kontoen uden at skulle rejse alt for langt væk og der er oplevelser for en hver smag!

De gange vi har været der, har vi ikke haft et program men mere bare taget det en dag af gangen, hvilket klart kan anbefales. Hamborg har attraktioner/underholdning til alle aldersgrupper og vi synes specielt det er et hit som børnefamilie. Tyskerne er venlige og der er mange både mindre og større parker rundt omkring i byen. Her kan man trække sig lidt tilbage fra storbys-ræset og nyde lidt indkøbt mad, lege på legepladser eller spille bold på plænen.

Hvad vi har oplevet i Hamborg – som kan anbefales til andre børnefamilier

  • Turistrundtur med dobbeltdækkerbus
    • Få set Hamborg på en anden måde og stå af og på som det passer jer.
  • Hygge ved Alster – de 2 kunstige søer i centrum af Hamborg
    • Mange gode områder nær søerne hvor man kan spille bold, se på både på søen osv. Det er også muligt at komme ud og sejle – det har vi bare endnu ikke prøvet. Herudover er der et væld af resturanter og caféer.
  • Shopping i gader og centre
    • Shopping i midtbyens dyre og eksklusive butikker eller i de mange butikscentre som Hamborg også byder på.
  • Planten un Blumen – en kæmpe stor offentlig park/botanisk have med masser af muligheder
    • Parken er kæmpe stor og der er masser af ting at se på. Herudover er der fantastiske legepladser til de små – så hvis vejret er godt kan det helt sikkert anbefales.
  • Hafen City
    • Et nyt område ved havnen som er i stor udvikling. Her er både noget at se på for de voksne med de mange nye flotte bygninger og for børnene er der endnu flere legepladser.
  • Tur under vandet i den gamle Elb-tunnel
    • Dette er en sjov oplevelse – nok særligt de lidt ældre børn kan få noget ud af turen. Vi gik i den gamle tunnel og over på den anden side hvor vi kom op og kunne se tilbage på det “gamle” Hamborg.
  • Zoologisk have (Tierpark Hagenbeck)
    • Ta’ undergrundsbanen ud til Zoologisk have. Her kan man sagtens bruge en hel dag. Der er dyr som vi ikke rigtigt ser i zoologiske haver herhjemme og nogle af dyrene kan I få lov at fodre (med mad, købt derude)

Vi har stadig mange ting til gode i Hamborg, som vi har sat på listen til næste gang. Blandt andet skal næste besøg indeholde mere tid i Hafen City, et besøg i Miniatur Wonderland, rundtur i Hamborg havn og som de andre gange masser af hygge og små pauser på fortovscaféer hvor der er tid til hygge og snak!